Nyheder

Green Therma udvider bestyrelsen og ønsker Rikke Hvilshøj velkommen

NYHEDER

Green Therma udvider bestyrelsen og ønsker Rikke Hvilshøj velkommen

Rikke Hvilshøj tiltræder bestyrelsen for Green Therma den 22. maj 2023. Rikke er public affairs director i GRACE PA og er derudover bestyrelsesmedlem i Energinet og Crossbridge Energy.

Rikke har mere end 30 års erfaring i politik og politisk interessevaretagelse bl.a. gennem sine 8 år som kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg, mere end 10 år som folketingsmedlem for Venstre, hvoraf knap 3 år var som minister, og siden markedsdirektør i Dansk Erhverv, politisk chef i CEPOS samt adm. direktør i Dansk IT.

Forretningserfaring og forretningsudvikling har Rikke i opbygget i sin tid som marketingdirektør i Konica Minolta Danmark og i 6 år i Dansk IT. Rikke har derudover siddet 10 år i KRAKs Fonds bestyrelse, været udpeget til Vederlagskommissionen, formand for ekspertgruppen vedrørende elevfordeling, medlem af Dataetisk Råd og regeringens Digitaliseringspartnerskab.

Rikke er uddannet Cand. Polit. og har taget CBS Executive bestyrelsesuddannelse.

Rikke udtalte: ”Der er store perspektiver i Green Thermas geotermiske løsning, og jeg glæder mig til at give mit bidrag til at Heat4Ever bliver en central løsning, i Danmark men også resten af verden, i den grønne omstilling”.

Carl Emil Larsen, formand for bestyrelsen, kommenterede: “Vi glæder os til at byde Rikke velkommen til bestyrelsen. Hun bringer med sig politisk indsigt, som vil være centralt i den danske udbredelse af vores Heat4Ever løsning samt en kommerciel forståelse der kan støtte virksomhedens ekspansion.”

Skal vi mødes?

Vi præsenterer vores løsning til forskellige events og konferencer. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du gerne vil mødes.